Handicap

Farvel til hjemmeplejen og REHAB-teamet

Dette er endnu et indlæg som jeg har skrevet før jeg begyndte på læreruddannelsen. Det står som det er skrevet i original format og jeg har intet rettet i det(selvom der er en del fejl der skriger mig i øjene). 

Tja jeg kan jo ikke helt komme uden om det. Flyttekaserne står rundt om i lejligheden, minder flyder rundt både bogstaveligt på jorden og også i mit hovede. Kan stadig se lille Charlie komme rendene. Der er sket så meget på relativt kort tid.. 

På min 23 års fødselsdag lå jeg hele tiden i sofaen og kunne praktisk talt intet.. Nu når der kommer gæster i mit hjem så byder jeg dem velkommen og nu kan de påtage sig rollen som “gæst” i mit hjem, de skal nemlig ikke selv lave noget. Jeg laver kafffen og serverer den, dækker bord. 

I dag har jeg været ved at starte på afskedsrunden. Troede ikke at der var så mange mennesker at sige farvel til, ja troede ikke at det også var vigtigt for dem at sige farvel til mig. Jeg var jo bare en klient blandt mange.  

Jeg startede dagen ganske som jeg plejer. Stå op, lave morgenmad, tage tøj på/bad..

Faktisk skulle man ikke tage det som en selvfølge at det var som jeg gjorde, fordi sådan har hverdagen langt fra været for mig.. Det er den nu, og hold da op hvor jeg elsker det. Jeg elsker at vågne og bare sige: nu vil jeg op, lige nu og her. Sidde mig ind med min morgen-the og se solen stå op kl. 06.00.. Bare fordi at jeg kan.  

Så ringede en af min hjemme-trænere (SOSU-hjælper fra Rehab-teamet) og sagde at hun gerne lige vil forbi og sige farvel. Hun følte ikke at vi havde fået sagt farvel ordenligt. Selv samme træner, som jeg har trænet “morgenmad” med, selv samme træner skænkede jeg en kop kaffe og et glas saft til hendes drenge.. Hendes drenge var jo rigtige nysgerrig for hvad deres mor lavede til hverdag. Jeg fortalte dem og viste dem hvad deres mor havde hjulpet mig med. Og spurgte dem hvad der ville ske hvis deres mor ikke kom og hjalp mig? Det vidste de ikke. Så kunne jeg ikke selv lave morgenmad, stå op, ja.. føre et normalt liv som jeg gør i dag. Trods det koster mange smerter, så er det en pris jeg er villig til at betale. Mit liv er blevet mere værdigt efter at jeg selv bestemmer. Pludselig kunne de se hvilken forskel deres mor havde gjort for mig. Det var to skønne knægte på 10 og 14 år. Så fik de også lige lov til at prøve kørestolen og mit glidebræt.

Men det er jo ikke kun deres mor som gør en forskel, det gør SOSU-hjælpere/assistenter landet over. Jeg fik at vide af deres mor, at hun var glad for at hendes drenge fik mødt mig og at hun lærte mig at kende.. Blev utroligt rørt og overrasket. Hun syntes at hendes drenge havde lært at livet ikke altid bringer liv og lagkage, men tilgengæld hvis lynet slår ned, så er der stadigt mulighed for et godt liv. For nogle er det at selv kunne hælde saft op eller køre sin egen stol, for andre er det at kunne alt selv. Ligeså mange mennesker vi er, lige så forskelige handicap findes der.

Så kom ergo-terapeuten lidt efter, hun gik snart på ferie og ville gerne tale om jeg havde nået min mål. De har sådan et system hvor de sætter tal på hvad man kan. 1 er at man ingenting kan og 10 er at man kan alt selv. Før de startede var min score 3,2. Her til slut nåede min score op på 9,7. Det blev lidt en tude-dag, da hun så sagde at de kom til at savne mig i gruppen.. :i Stadig forstår jeg det ikke. Sådan en stor forskel kan jeg da umuligt have gjort.

 

Jeg havde nået mine mål som var:

-tage tøj på

-stå op/gå i seng

-gå på WC

– gå i bad

– gå ned i morfin

– lave mad.

 

Nu er jeg klar til at klare mig selv efter 6 år efter fejl-opereationen..  Jeg siger det mange gange til dem som hjælper mig, især de SOSU-hjælpere som har med mig at gøre: “Tak”. Andet behøver man ikke. Et smil og taknemlighed. For hvad hvis de ikke havde været der? Hvad så?  

I gør en forskel derude selvom I nogle gange ikke tror at I gør det. 

Med jeres job kan der også komme svære episoder. Jeg glemmer aldrig den dag jeg lå på gulvet, var faldet ud af kørestolen og var meget bange. I var kommet 3 og husker den beroligende stemme som trøstede mig.. Jeg følte mig tryg ved jer. Nu kan jeg selv komme op i min kørestol ved hjælp af mine arme 🙂

Jeg er jer evigt taknemlig. Selvom det startede lidt svagt, så endte hjemmehjælpen i Tønder med at blive min redning. Jeg endte med at lære en masse skønne mennesker at kende, mange blev også mine personlige venner. Jeg endte med at grine med dem og græde med dem..

At I forstår jeres vigtighed med jeres erhverv, er også et budskab jeg gerne vil bringe. I tager jer af de svageste i samfundet og må nogle gange finde jer i meget. Trods I er stresset eller meget andet, så kommer i med et smil. Et smil gør mange gange forskelen og baner vejen mellem klient og hjemmehjælper.

Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar