Handicap, Ikke kategoriseret

En skæbnesvanger dag

Jeg har skrevet en novelle om den dag hvor jeg fik beskeden om mit permanente handicap

Og nu sad jeg her igen, nervøs og med bange anelser. Folk i venteværelset sad på stribe og læste i blade, stilheden var dræbende. Min far kiggede på mig; ”Vil du have en kop saftevand mens vi venter?”. Jeg kiggede på ham med et ligegyldigt og tomt blik; ”Nej tak”. Jeg var efterhånden vant til det der med at sidde i et venteværelse i en evighed, og især i dette specielle venteværelse. Der havde jeg haft min gang i snart 3 år, og jeg var ved at være godt træt af det. Jeg ville jo bare leve livet som andre 20-årige. Lugten af hospitalssprit og kemiske produkter var helt kvalmende. Det passede mig bestemt ikke at sidde her, og da slet ikke i en kørestol. Men ikke desto mindre havde en fejloperation tvunget mig ned i den. Jeg kunne godt mærke at min far var nervøs, han sad slet ikke stille på noget tidspunkt. 

Døren til konsultationen åbnede sig, og ud stak et hoved; ”Nanna M********, er det dig?”. Sammen med mine forældre og daværende kæreste rullede jeg ind på overlægens kontor. Det var den samme dør, som jeg for et år siden kom gående ind af. Jeg vidste godt at det ikke var helt gode nyheder han havde til mig, ellers var jeg for længst kommet ud af kørestolen. 

Vi sad og kiggede på lægen, som sad og bladrede løs i min journal. Eller hvert fald den ene mappe, der var nemlig tre af slagsen. Tre journaler som bevidnede at livet ikke altid har været nemt for mig. ”Ja, hvordan går det så Nanna?” åbnede han samtalen, imens at han smed brillerne på journalen. ”Genoptræningen var fysioterapeuterne nødt til at stoppe, og morfinen virker ikke længere så godt.”. Jeg må indrømme at jeg var lidt bitter på ham, ikke som person, men som overlæge. Overlægen kiggede på mig, mens han fortsat bladrede igennem den tykke journal. Han rømmede sig og lagde brillerne på bordet. “Ja vi var jo enige om at du på dette tidspunkt for længst burde have været ude af kørestolen. Men efter omstændighederne må vi nok se realiteterne i øjnene” Jeg sukkede og kunne mærke skuffelsen strømme ind over mig, som et stort hav af nedtrykthed, fiasko og lamslåethed.
Overlægen havde jo sagt at det var et rutinemæssigt indgreb, og at jeg kunne komme af med krykkerne, og nu var jeg lænket til en stol for altid. Jeg kiggede på mine forældre, som benægtede at det definitivt var slut, at der stadig kunne gøres noget. De prøvede febrilsk at få overlægen til at gøre mere, men nej.. Det var slut. 

Den afdeling som jeg kom gående ind til, kom jeg nu rullende ud fra. Mine forældre gjorde alt for at trøste mig, men det eneste jeg kunne føle var had. Inden vi tog den lange tur hjem til Jylland, tog vi forbi cafeteriet på sygehuset. ”Det bliver lige 53,75 kr.” sagde kantinedamen og kiggede på min far. Jeg kiggede på hende siddende i kørestolen ”Ja det er altså mig som har dankortet. Jeg skal bare have det på beløbet”. Jeg havde efterhånden vænnet mig til at folk gloede på mig på gaden, at folk pludselig var begyndt at tale hen over hovedet på mig, og at de pludselig følte et ansvar overfor mig. Eller vent.. havde jeg nu også det? Eller havde jeg bare indstillet mig på, at jeg kunne finde mig i det fordi at det kun drejede sig om en kort periode i mit liv.
Stilheden i cafeteriaet var kvælende og livet var et kort sekund gået på standby mens travle mennesker fortsatte sin vanelige gang omkring os. 

Jeg kiggede på min far; ”Jeg er virkelig ked af at skulle skuffe dig far, men jeg ser ingen grund til at fortsætte på gymnasiet”. Jeg kunne se at rynkerne i min fars pande blev markante, han sagde ingenting. Jeg kunne se at han ikke vidste hvad han skulle svare. Min mor brød ind ”Men du må da indrømme at wienerbrødet er blevet bedre end sidste gang, ikk’?”. 

Jeg kiggede ned på det med et tomt blik og tog endnu en kæmpe stor og kvælende bid, ligesom det var et stort, surt æble. Det måtte jeg til at vænne mig til, som jeg også måtte vænne mig til folks blikke, fordomme og deres måde at takle kørestols-situationen. Jeg havde ærlig talt opgivet på forhånd, og scenarierne fra operationen fløj rundt i mit lille og forvirrede hoved. Jeg kiggede på mine forældre ”Hvad så med galla? Hvad så med hestevogns-tur og til hvilken nytte skulle jeg egentligt færdiggøre min studentereksamen?” Alle i bilen kiggede på hinanden og min far sagde: ”Lad os nu lige komme hjem først skat”. 

Hele turen hjem lød en larmende stilhed i den ellers altid så snaksaglige familie. Ingen sagde noget, ingen vidste hvad de skulle sige eller gøre. Turen var lang og det eneste jeg kunne var at sidde på bagsædet og tænke ”Hvad nu?”. Da jeg kom hjem, var det normalt tid til at lave lektier men motivationen til at færdiggøre dem var ikkeeksisterende. Jeg havde bare lyst til at være alene i min lejlighed alt imens at mørket omsluttede mig i bilen, blev jeg mere og mere frustreret.
Det hele havde været en skæbnesvanger dag, hvor mit ellers så perfekte planlagte liv blev mere rodet end det nogensinde havde været før.
Jeg lukkede øjnene lidt, var træt, både af medicin men også af mennesker som konstant skulle fortælle mig hvad der var rigtigt og forkert. Blev vækket af min lillesøsters stemme om at vi skulle spise nu.

Mine forældre havde lavet god mad for at gøre mig glad. Blev varm omkring hjertet, da de så fint havde lagt servietter på tallerkenerne og sat lys op. Stilheden fungerede stadig, også omkring aftensmaden. Men til sidst satte min far sit glas ned meget målrettet; ”Jeg forstår godt at du er ked af det og jeg forstår også godt din forestilling om at ændre planer. Hør her min pige det er jo ikke din hjerne de har fejlopereret, er det? Du er på tredje år på gymnasiet, hvis du opgiver ville du klandre dig selv for resten af dine dage. Hvordan kan du tro at fordi at din kørestol gør dig dum? Bare fordi at jeg sætter mig ned nu, er jeg jo ikke en dårlig ingeniør.” 

Jeg kiggede på min far; ”Jeg opgiver.. du forstår det bare ikke far. Forstår du ikke, at jeg sidder her i en kørestol?!” Min far kiggede bestemt på mig; ”Men vil du lade din drøm gå tabt om at få din studentereksamen og folkeskolelærereksamen, bare fordi at du er endt som du er? Jeg har set når du underviser de børn i musik, og det har du altså gjort i det sidste år i din kørestol. Hvad er forskellen? Den gamle Nanna ville ikke opgive så let. Jeg svarede: ”Men tror du at der er nogen der vil have en lærer, som sidder i kørestol?”. Min far svarede en sidste gang og konkluderende; ”det véd jeg, fordi at ellers så havde de ikke kommet hver torsdag”.
Jeg sagde pænt tak for mad og kørte ind foran brændeovnen inden jeg skulle hjem til lejligheden. Jeg havde bedt selskabet om at få noget fred, for jeg havde brug for at tænke mig om. Jeg blev lidt bitter på mig selv – al den energi jeg havde brugt på at være ked af det kunne jeg have brugt på mine spansklektier til onsdag. Jeg sukkede dybt og tænkte; ”Du er et kæmpe fjols”.
Der var stille i bilen da min far kørte min kæreste og jeg hjem den dag. Jeg kiggede på min far: “Far, jeg har altså husket at jeg skal have lavet min spanske aflevering inden onsdag”. Min far smilte og vidste godt hvad det betød. 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar