Familie, Handicap, Læreruddannelsen

Fortid, nutid og fremtid

Jeg får gang på gang ros for den kamp jeg har kæmpet. Og kamp – dét har der været. Nu vil jeg give jer et indblik i hvordan min fortid har set ud, hvordan min nutid er og mine mål for fremtiden.

Såh.. en sen vinteraften i januar i 2011 starter min kamp for at blive 100% selvstændig. Hvis andre kørestolsbrugere kunne gøre det – hvorfor skulle jeg så ikke kunne? Så vi startede med de basale ting.. tage sokker på, tage bukser på, gå på wc osv. Allerede en måned senere gik min rehabilitering over al forventning. Jeg begyndte at lære mere og mere om hvordan man kunne gøre tingene uden at bruge benene.

Jeg ved ikke om det var et øjebliks vanvid da jeg pludselig siger til mine forældre at jeg starter på uddannelse og at jeg ville være lærer. Uanset hvad det netop dette øjeblik(vanvid eller klarhed) der gjorde at jeg tog kampen op for at få min drøm opfyldt.

Året 2010 havde både været et barsk år og dog også et år hvor jeg begyndte at blive mere selvstændig. Jeg mærkede fordelene ved at kæmpe imod og at det ikke var så svært som først antaget.

Jeg havde fundet mit gamle jeg frem og stod nu som Tamburkorpsleder – og jeg elskede det mere end noget andet i verdenen. Mange havde nok ikke spået, at en pige på knap 23 år, nyligt fraskilt og som ikke selv kunne komme på WC kunne styre en flok unge mennesker. Og arrangement efter arrangement kunne folk godt blive lidt forbløffede over at det var mig som stod for det. Af og til blev de gamle garvede instruktører udspurgt af arrangørerne – og hver gang kunne de give samme svar; “du skal spørge Nanna – hende i kørestolen”.

Kommunen overvågede mine aktiviteter nøje og jeg havde fået en hjemmevejleder som skulle hjælpe mig med at blive mere selvstændig. Hjemmevejlederen kunne godt se hvor meget jeg strålede ved at være blandt Tamburkorpset, undervise dem, give min passion og viden videre. Med den store opbakning som jeg fik fra instruktører, forældre og elever blev jeg mere og mere selvstændig og planlagde nøje hver samspil.

Eleverne gav så meget igen. Jeg blev hver torsdag mødt med en masse glade ansigter og vi fik sammen i pauserne en masse grin. Den dag i dag ved de nok ikke helt hvor meget de egentligt har betydet for min dannelses-rejse og ikke mindst min uddannelse.

Så der sad jeg, i en el-kørestol, uden mulighed for at klare mig selv og fortalte mine forældre at jeg ville flytte væk fra sønderjylland og til Odense og klare alt selv.

Det gav nervøse trækninger i min fars ansigt. Selvom han virkelig gerne ville tro på jeg kunne klare det, så var han også realistisk – hvordan skulle jeg kunne det? Min mor smilede sødt men jeg mærkede hendes nervøsitet.

Men det blev som jeg sagde og sommeren 2011 flyttede jeg på kollegie i Odense. Tiden forinden havde været hård og jeg døjede meget med eftervirkningen af nedtrapningen af morfinen. Jeg var både træt og udkørt og mange aftener faldt jeg i søvn før 20:00.

Jeg havde haft et hold hjemmehjælpere fra Rehabiliterings-teamet til at hjælpe mig med mine mål hele vinteren, foråret og forsommeren. Der var ingen der troede på jeg kunne nå så langt så jeg kunne klare mig selv og ikke skulle have hjælp til andet end rengøring og vasketøj.

Ærlig talt så var jeg så forhippet på at være som andre, jeg var ligeglad med hvor hårdt det var, det skulle bare lade sig gøre.

Jeg husker den første tid hvor nervøs min familie var. Havde det været mig som var forældrene, så var jeg nok gået i spåner.

Men jeg fandt ud af det; at komme til og fra skole, at købe ind, at læse lektier. Mange dage var jeg så træt at jeg faldt i søvn med bogen på skødet og mine fridage blev også brugt på at sove og finde kræfter til at læse mere og være en dygtig elev og studiekammerat. Der skete meget på det første år i Odense og ikke alt var af positiv karakter. Men jeg har jo valgt at se tingene fra den positive vinkel, selvom jeg godt af og til ikke kunne mere og egentligt helst ville trække mig totalt og give op.

Der sker også noget i mit sygdomsforløb. Efter at have været igennem et udmattende udredningsforløb på Århus Universitets Hospital, skete der endeligt noget positivt i forhold til helbredet. Mit største ønske var at komme helt ud af kørestolen og min neurolog havde henvist mig til Jens Christian Hedemann Sørensen. Et kendt ansigt hvis du spørger mig, han har hjulpet så mange igennem tiden. Jeg tænkte jeg ville møde en gråhåret ældre herre som ville kigge opgivende på sine støvede bøger og ikke ane hvad han skulle gøre.

I stedet mødte jeg en forholdsvis ung læge som brændte for sit fag. Han havde læst min journal og efter undersøgelserne på smerteklinikken var han ikke i tvivl; det var CRPS type II.

Mange læger havde før det opgivet at gøre noget da de ikke vidste hvor de skulle starte eller slutte.

De havde konstant fokus på en sjælden neurologisk lidelse og altså ikke et smerte syndrom som var kommet af operationen. Jeg havde jo også smerter før det. Jens Christian mener det er meget simpelt; smerterne før operationen var af anderledes karakter og kom af den hulfod og dropfod som jeg var født med. Selvom dette nu var rettet havde jeg altså fået CRPS af selv samme operation som skulle gøre at jeg kunne smide krykkerne, danse lancier.. Bare være fri.

Han kiggede på mine hævede fødder, operationsarrene, den røde matte farve og kunne se at mine ben var helt hårløse. (hvem vidste også at det havde noget at sige?)

Efter 20 min med undersøgelse tilbød han mig en SCS operation. Jeg stejlede totalt da jeg troede der ville gå længere tid og prøvede febrilsk at forklare det ikke passede med mit studie og mine eksaminer. Vi blev enige om at det skulle ske i sommerferien. Jeg kiggede på ham direkte “Så passer du dælme også på. Jeg stoler på at der ikke sker noget.”

Den sommer var den længste i mit liv. Arrene efter min operation ville ikke hele, og jeg gad ikke at høre efter lægens anvisninger om ikke at løfte noget. Samtidigt kunne jeg ikke vænne mig til den summende fornemmelse som stimulationerne gav da jeg havde svært ved at mærke min bagdel(den sjoveste episode som gav mange grin var da jeg ledte efter en saks. Jeg opgav og sad og så tv. To timer senere finder jeg ud af jeg har sat på saksen, uden at mærke den overhovedet)

Efter en hård start som både krævede sved og mange tårer skete der noget en måned senere. Jeg kunne ikke mærkede den skærende smerte da jeg satte fødderne på jorden under en forflytning. Jeg bed tænderne sammen som jeg plejer, og ventede på smerten, men den kom ikke? Jeg skulle lige gøre det et par gange – der var en stor forskel.

Nej smerten var ikke helt væk men den var slet ikke så skærende og brændende som den plejede. Jeg kunne bruge og belaste mine ben mere og mere. Efteråret gik og genoptræning og medicin tog hårdt på mine kræfter.

Når jeg endelig var på studiet, følte jeg mig hjemme og godt tilpas. Jeg kunne sidde og få grineflip i psykologi-timen og ellers bare nyde at være sammen med mine studiekammerater. Jeg følte mig som en del af et større fællesskab.

En af vores undervisere var en hvidhåret “hippie” med en karismatisk tale som matchede de sorte briller og hans sorte Nike Free sko. Selvom han var et rodehoved nød jeg alligevel hans timer og hans passion for dansk-faget.

Efter at have trænet en del med min fysioterapeut fik jeg tilladelse til at begynde at gå med krykker. Det skulle prøves med det samme, jeg var så stolt. Jeg kom ind i undervisnings-lokalet lidt sent. Min underviser kiggede op og kunne konstatere jeg kom gående denne gang.

Mit brændende ønske om at være gående uden kørestol, gav bagslag da jeg pludselig ikke længere havde lyst til at bruge kørestolen

Ofte bed jeg tænderne sammen bare fordi at jeg gerne ville “blende in”. Det gav en del problemer da det nogen gange var svært at skjule og at mine studiekammerater blev lidt ængstelige – hvilket jeg egentligt godt forstår.

Jeg er sikker på at mine studiekammerater egentligt var ligeglade om jeg sad eller stod. Men det betød meget at jeg også bare kunne ligne de andre, være som de andre og passe ind uden at de hele tiden skulle tænke på at tage hensyn til mig.

2011 havde både været et meget hårdt år men også et år hvor at jeg fik en del opture.

Jeg var begyndt at feste en del og var blevet politisk aktiv. Selvom at jeg selv havde mærket den barske “spare-kniv” under den daværende regering, ville jeg gøre mit for at andre handicappede ikke skulle kæmpe de samme kampe for de mest basale fornødenhedder.

Mine DSU-kammerater havde fulgt flittigt med på sidelinjen og jeg følte mig altid så velkommen når jeg kom forbi. Det gav mig mere selvtillid og mindre nedture og havde jeg nogle møbler der skulle samles så kom de gerne og gav et nap med. Det betød meget at veninder, venner, DSU’ere og studiekammerater gav et skulderklap på vejen og jeg følte mig priviligeret, at have så mange som støttede mig.

Året gik relativt hurtigt og at finde en kæreste havde ikke været en del af min plan. Men sådan gik det alligevel.

Jeg troede, at det skulle være en af de dates, hvor man sidder og keder sig og kigger på hinanden uden at sige noget. Vi var begge nervøse og jeg kom flere gange til at spilde min kaffe.

De der momenter hvor man sidder og ikke har noget at sige – dem kunne jeg godt skyde en hvid pil efter. Vi blev hovedkulds forelsket i hinanden. Vi nød at tale sammen og vi havde SÅ meget at tale om(og har til stadighed).

Vores passion for musik, hans arbejde, mit studie, hans politiske arbejde i VU og min aktivitet i DSU. Han fandt hurtigt ud af, at han havde med en ræverød socialdemokrat at gøre. Vi accepterede at vi havde forskellige holdninger og vi har aldrig skændtes om politik. Vi var enige om fra starten at det var nok sjældent at vi ville have de samme politiske holdninger. Når det ikke var politik vi talte om kunne vi overraskende hurtigt nå til enighed.

Foråret gik og sommeren 2013 flyttede vi sammen. Han blev hurtigt, og er til stadighed min fortrolige. Selvom jeg troede jeg skulle møde en kikset nørd, mødte jeg i stedet en moden mand som ville mig – uanset sygdom, kørestol og overvægt. Han er en stor del af mig og en stor del af alle de mål som har sat for min fremtid. Det er dejligt at have et menneske som forstår mig uden helt at vide hvordan det er at være mig.

Jeg har udviklet mig så meget og det er takket være hans positive væsen og menneske.

Jeg nyder at få grineflip med ham en sen aften helt ubegrundet, eller at vi pludselig beslutter os for at tage i tivoli, når han overrasker mig med en lækker middag på vores yndlings café. Der er så mange ting – dybest set så passer vi bare perfekt sammen.

Så nu sidder jeg så her som en meget klogere men til stadighed, en sårbar kvinde.

At ignorere problemerne gjorde bare, at jeg gik og gemte på frustrationer, tanker og oplevelser som havde påvirket mig mere end jeg havde regnet med. Det er alt sammen ved at blive bearbejdet og jeg gør fremskridt hver gang.

Jeg er blevet Københavner og jeg elsker det. Til stadighed er min jyske dialekt med mig, det er hvertfald blevet kommenteret. Jeg har ikke selv lagt mærke til det men “møjn” bliver sjældent brugt, helt ubevidst.

Jeg færdes i metroen og med min iPhone, tyggegummi i munden og høj musik i ørene falder jeg også mere ind i bybilledet. Ja altså på nær min scooter som bliver kommenteret flittigt af folk.

Jeg glæder mig til at starte på studiet igen, da mit stress ikke har påvirket mit brændende ønske om at blive lærer. Kontakten med eleverne, duften af madpakker, kridt på bukserne… det hører alt sammen med og trods nye tider for folkeskolen, bliver jeg ikke skræmt.

Eleverne skal stadig lære noget og selvom jeg troede jeg ville møde modgang pga. min kørestol har jeg stadigvæk ikke mødt nogen elever som ikke har accepteret mig som den jeg er; en lærer i en kørestol.

Fremtid

Trods tvivl har jeg valgt musik som linjefag på læreruddannelsen og det er helt bevidst. Kan jeg bestemme vil jeg gerne videre på Dansk Pædagogisk Universitet og studere en kandidat i “Didaktik – musikpædagogik”. Men når jeg ikke tager det faktum for givet, at jeg selv kan bestemme mit uddannelsesforløb, er det fordi at det kommer an på om jeg har kræfter til at læse videre. Har jeg kræfterne så fortsætter jeg helt sikkert, men er det ikke tilfældet, vil jeg være mere end tilfreds som med min uddannelses som folkeskolelærer.

Jeg elsker musiktimerne på seminariet og jeg nyder den ro som musikken giver mig. Musikken er en del af mig og selvom at jeg er blevet advaret, er jeg slet ikke i tvivl om at jeg vil nyde at undervise i faget, det gør jeg allerede nu.

Det virker så rigtigt at træffe et selvstændigt valg og ikke vælge udfra hvad folk forventer jeg skal vælge af fag.

Musikken, min kæreste og vores familie (snart vores hvalp)er min nutid og fremtid – modgangen og fremgangen, har formet mig til den jeg er i dag.

Uden den har min personlighed været helt anderledes så modgangen ville jeg faktisk ikke have været foruden for hold da op hvor har jeg lært meget om mig selv.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar