Læreruddannelsen

Mobning i folkeskolen

D. 4 marts 2014 valgte TV2, at sende første del af et program om mobning.

Det handlede om tre unge mennesker hvor mobning, havde været eller var, en del af deres hverdag. Ydermere medvirkede en onkel til et barn som havde begået selvmord pga. mobning.

Vi lever i en tid hvor mobning har fået stor opmærksomhed, heldigvis. Mobbe-politik har ikke været en del af den folkeskole som jeg var elev i, i sin tid. Det er det blevet i dag, hvertfald i største delen af landets folkeskoler. Jeg valgte på 2 år på læreruddannelsen at skrive om mobning i psykologi. Det gav mig et indblik i hvordan nutidens folkeskole takler denne problematik men også hvordan jeg som folkeskolelærer kan forhindre det”

Der er mange forskellige elever og uanset køn, alder eller familiær baggrund, skal både eleverne men også folkeskolelærerne, kunne rumme dem. Rummelighed burde ideologisk set være et fast inventar af vores samfund og strukturen deri men det er langt fra virkeligheden.

Vores mål som folkeskolelærere er blandt andet, at vi skal kunne forberede eleverne på et liv i samfundet når skolen er slut. Så de kan uden problemer indgå i relationer med medstuderende, kollegaer, arbejdsgiver så de til slut kan blive nyttige samfundsborgere. Folkeskolen er elevens springbræt til at komme ud i virkeligheden. Men hvad hvis strukturen i folkeskolen ødelægger elevens mulighed for dette? Det er ødelæggende for eleven med mobning fordi at de til sidst ikke føler at de er noget værd og dermed ikke føler at de kan bidrage i en samfundsfaglig relation.

Jeg er ikke i tvivl om at størstedelen af folkeskolelærer, lærerstuderende eller pædagogen gør alt for at forhindre mobning. Selvfølgelig vil vi da det, men virkeligheden er bare ikke altid sådan. Ressourcerne er meget begrænset og mange folkeskoler kører med et stramt budget hvor der knap nok er penge til materialer som er opdaterede. De samme bøger bliver brugt gang på gang også selvom at man ved at bedre læringsmidler findes – pengene er ganske enkelt ikke til det. Hvis man så står i en klasse med 24 elever med individuelle behov og en gruppedynamik som er gået helt i knude må man jo forsøge på bedste vis at løse det. Jeg er jo “kun” lærerstuderende og når man går på seminariet har man en masse forslag til hvordan det kunne løses men virkeligheden er ofte en anden. Jeg vil fortsætte med at være naiv med et blåøjet syn på nutidens folkeskole. Men fortæl mig lige, er det mig som er blåøjet eller er det den gamle garvede folkeskolelærer som er blevet for negativ og indskrænket?

Vi læser og læser i de tykke bøger men tiden er kostbar i folkeskolen og så kan det godt ske at den stille pige/dreng bliver glemt, de råber ikke for opmærksomhed selvom at det evt. kunne være dem som havde brug for den. Vi skal jo lærer eleverne at læse og skrive osv. osv. men læren om sociale relationer er der ingen der lærer os, det er der ikke tid til.

Jeg indrømmer det gerne, jeg er også selv blevet mobbet, faktisk størstedelen af min folkeskoletid. Jeg var flov over det, jeg grinede og smilte stadig men når jeg kom hjem, ønskede jeg at jeg aldrig skulle derhen igen. Jeg var på ingen måde den skarpeste kniv i skuffen og jeg følte mig ikke noget værd, overhovedet. Faktisk var jeg så heldig at mobningen aftog i takt med at jeg blev ældre og mere moden. Samtidigt blev jeg også hevet med til FDF af min mor og far, det er jeg dem dybt taknemlige for. Det var nemlig FDF som lærte mig at det ikke var alle mennesker som var ondsindet, det var ikke alle som havde skumle bagtanker. Så FDF blev mit startskud til en tilværelse hvor jeg også følte at jeg kunne drage nytte. Men hvorfor kunne folkeskolen ikke være det? Jeg behøver ikke noget svar men bare at vi reflekterer over hvordan vores undervisning også kunne få et psykologisk og socialt input.

Nej mange af jer vil nok nævne tids-problemet igen. Men faktum er at det ikke skal gå ud over eleverne, det er vores kamp og lige nu og her.

 Men skal vi så bare helt lade være og opgive eller skal vi trække i arbejdstøjet så vi ikke taber så elever på jorden? Så eleverne ikke ender med ikke at få nogen uddannelse fordi at de i deres optik ikke kan bidrage med noget? Det koster samfundet dyrt hver dag og hver dag kommer der nye unge ind til en psykologisk samtale fordi at fortiden stadig har en effekt på deres nutid.

Hvorfor vil jeg  stadig være folkeskolelærer? Fordi at jeg stadig mener at jeg kan gøre en forskel, jeg kan ikke redde hele verdenen men i det mindste kan jeg gøre mit til, at mine elever vil kunne mærke at jeg er der for dem, at de er noget værd og de godt kan!

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar