FDF

FDF i medgang og modgang

Efter dette indlæg blev skrevet, døde min ven fra FDF af kræft. Æret være hendes minde <3 

Jeg startede som tumling i sommeren 1995 hos FDF da en skoleveninde tog mig med til et møde. Kort tid efter stoppede hun desværre men jeg fortsatte med, at gå hos FDF hvilket jeg er meget glad for, det har lært mig så meget.

I 1998 fik min mor hevet mig med til kredsens tamburkorps. FDF og tamburkorps har været med mig en stor del af min barndom og hele vejen op til i dag hvor jeg er 28 år gammel.

Rundt regnet kunne jeg have haft 20 års jubilæum som FDF’er til sommer. Dog valgte jeg i 2006, at stoppe som FDF’er og kun have fokus på musikarbejdet i kredsen, både tamburkorps og også brass band.

Nu er det tilgengæld 17 år siden, at jeg dukkede op på Ryttervej i Tønder til en øveaften med tamburkorps. Jeg kan med stor glæde se tilbage på en masse gode stunder med nogle skønne mennesker.

17 år.. ja 20 år er mange år og derfor har FDF selvsagt fulgt mig i livets ruchebane ligesom mange andre jeg kender.

En ven oploadede et billede af ham og hans far som desværre døde i en alt for tidlig alder. FDF var med ham i den svære tid med støtte – både fra de voksne og fra hans FDF-kammerater. Det er en smuk historie om kammeratskab som støtter og opmuntrer i en svær periode.

I sommeren 2002 fik jeg beskeden om min mor havde fået brystkræft. Mine forældre havde været med som “tanter” på en FDF sommerlejr og rejste hjem to dage tidligere end planlagt. Selv synes jeg bare at det var fedt, at de var taget hjem fordi så kunne de ikke holde øje med mig og dermed havde jeg frit slag i at jagte drenge 😉

Fredag kommer de tilbage og henter mig og min søster og da står min mor i køkkenet og fortæller mig, at hun skal gennemgå en operation for at få en tumor væk fra hendes bryst. Lægerne måtte dog tre gange efter det, før de havde fjerne både tumor, bryst og lymfekirtler.

Mine forældre havde givet lederne på sommerlejren besked inden, så de havde mulighed for, at støtte mig men lige der havde jeg egentligt mest lyst til at være alene. Det kunne jeg selvsagt ikke, vi var jo på sommerlejr og det var nok held i uheld.

Ledere og FDF-kammerater samt aktiviteter gjorde, at både min søster og jeg var beskæftiget og tænkte på mange andre ting. Det er jeg meget glad for fordi FDF, var der i den svære tid hvor hun kæmpede mellem liv og død. Der blev sendt en buket fra FDF til hende på hospitalet samt et fint kort.

Selvom mor var syg af kemoen og havde tabt sit hår deltog hun stadigvæk i nogle arrangementer i FDF, et tørklæde om hovedet og så var det ellers afsted til sommerlejer-aften eller bestyrelsesmøde. Da hun blev syg var hun næstformand i FDF, men til sidst måtte hun dog kapitulere og stoppe sit frivillige arbejde.

Her for ganske nylig fik jeg beskeden om, at en ven fra FDF som jeg har kendt gennem min ungdom, er ramt af kræft for anden gang. Det gav et gip i mig og et lille skår satte sig i mit hjerte. Hverken hende eller hendes mand er aktive længere men det hænder vi siger hej til få musik-arrangementer. Hendes mand var altid en spasmager og en mand som elskede hygge i alle afskygninger og det er sjældent man hører noget negativt fra ham. Lige den dag hvor han fik beskeden om kræften i hans kones krop, svømmede facebook over med negative statusopdateringer som egentligt i bund og grund var, fordi han var ked af det. Vi ville alle ønske, vi kunne gøre mere for hans kone og fjerne hendes kræft, men vi er blot mennesker eller som han selv udtalte det “ludo-brikker i livets store spil”.

Der er så mange historier ude i det ganske land som igen og igen bekræftiger mig i hvorfor FDF har været en vigtig del af vores liv og dannelsesrejse.

Selv har jeg i dag siddet og kigget billeder fra min barndom og ungdom. Jeg sad og bladrede i masser af billeder, avisudklip og breve som jeg skrev til min mormor når jeg var på Landsmusikstævne, Julsø Lejr osv osv.

Jeg fandt billeder hvor min mor sidder med FDF-skjorte og tørklæde om hovedet fordi hun var syg af kræft, jeg har billeder hvor jeg går med krykker.. jeg har breve hvor der står “foden har det bedre..”. Jeg har billeder af grineflip, kammeratskab, sammenhold, marchturer, nisseoptog.

Jeg er min mormor dybt taknemmelig fordi hun gemte alle disse ting, det er jo en del af min livshistorie.

Disse små historier som forefindes rundt om i det ganske land, synes jeg er vigtige at fortælle. Dels bevidner det om, at FDF altid vil være der både i medgang og modgang og dels fortæller det om en uvurderlig støtte som får fra sine med-FDF’ere. Disse historier bevidner også om mennesker som har en kampgejst for, at kæmpe mod de udfordringer de møder. Det er succes-historier fordi de stopper ikke op og giver op, nej de kæmper! De sætter sig ikke ned på sofaen og lader sygdom vinde – de fortsætter!

Nej.. jeg kan ikke ændre at folk får kræft, at de mister et nærtstående familiemedlem eller får en fejloperation. Men jeg kan skrive deres historier i håbet om, at folk læser historien og finder ud af, at selvom livet engang i mellem er hårdt så er deres medmennesker der for dem. I mit tilfælde er det FDF men det kunne ligeså godt være deres motorcykelklub, madlavningsklub, håndboldklub osv.

Trods vi gennemgår vores livs vendepunkt og en svær tid så vil vores medmennesker og med-FDF’ere altid være der for os – det har jeg hvertfald lært!

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar