Familie

Vi skal være forældre

Det er et stykke tid siden at jeg sidst har skrevet men der sker så mange ting i privaten lige pt. at hverken kræfterne eller overskuddet har været til det.

Tegn på graviditet:

– Skældte Jesper ud fordi han blev ved med at sige; “Nu kommeeer take-out’en” bare for sjov. Til sidst blev jeg gal og begyndte nærmest råbte “SKAT, MAN JOKER ALTSÅ IKKE MED MAD”

– Jeg var på tur hos min veninde og bad hende om, at skifte sang-nr. fordi jeg synes sangen var så sørgelig og blev helt rørt over den sang som jeg ellers havde hørt en million gange før.

– Jeg havde mistet appetitten fuldstændig, det sker ellers sjældent for mig.

Jeps, den var god nok. Vi skulle være forældre. I Onsdags fik vi overstået nakkefolds-scanningen med en risikovurdering på 1:1875 = ingen risiko for downs og to andre syndromer.

Vi har ikke helt kunnet glæde os da vi vidste, at mit medicin ville påvirke barnet (der er meget sparsom erfaring med graviditet og det ene præparat jeg tager).

Jeg er siden 2011 gået 75% ned i et præparat mod smerter og 50% ned i morfin – det er ret godt gået og har krævet meget af mig – begge præparater er det man kalder opioider eller piller som har en advarselstrekant på. Dvs. Hver eneste 5 mg. jeg har taget væk har krævet svedturer, opkast, uro, rysteture – min krop har fået disse opioider siden 2006 og dermed er kroppen jo blevet afhængig af det. Det er ganske normalt når man har fået så stærk medicin i så lang tid, som jeg har. Efterhånden er jeg ved, at være vant til det. I starten var det slemmest synes jeg men det er jo heldigvis kun for en kort periode.

Desværre kunne jeg ikke komme af med alt mit medicin og derfor ser vi nu frem til et forløb hvor baby bliver monitoreret meget nøje. Efter fødslen bliver jeg ligeledes indlagt på neonatal med baby hvor barnet skal udtrappes af det medicin jeg har taget, det har givet anledning til skyldfølelse fordi man vil jo det bedste for ens barn. Men erkendelsen af at min CRPS ikke tillod mig, at komme længere ned i medicin samt sparring med med-patienter verdenen over, har gjort tanken lidt mere udholdelig. Baby skal være indlagt i -/+ 6 uger hvor den skal skærmes og derfor kun må have kontakt med Jesper og jeg samt personalet på hospitalet. Det bliver hårdt, ingen tvivl om det men det bliver også det hele værd når vi får barnet hjem og det er afvænnet af medicinen. Jeg har valgt at se optimistisk på det og det har jeg af den simple grund at andre har været igennem det samme og har fået nogle dejlige børn ud af det. Nej det er ikke det bedste at gå igennem en graviditet med medicin i blodet men jeg har simpelthen ikke andre valg hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om, at blive mor og Jesper være far.

Til sommer kunne jeg have været færdig som folkeskolelærer, det blev imidlertid udskudt til næste sommer da jeg flyttede uddannelsessted. Med barsel og alle disse ting inde i billedet, bliver min uddannelse endnu engang rykket. Da der “kun” er 1 år tilbage på uddannelsen er det ikke helt uoverskueligt for mig. Det kan godt være at jeg ikke færdiggør uddannelsen på normeret tid men der er jo ingen der kigger på tidsperspektivet når jeg står med det færdige eksamensbevis i hånden.

Pt. går jeg sygemeldt og hold nu op hvor jeg keder mig!! Dagens begivenhed er når der sendes “Desperate Housewifes” eller at tage ud at handle eller.. en begivenhed er også mad; jordbær med flødeskum, Tyrkisk Peber, syltede agurker og syltede hvidløg med ostepops.

De første mange uger har jeg kastet op og ikke kunnet spise en bid, det endte med et vægttab på 3 kg(ikke så smart) men nu da første trimester er overstået så er appetitten så småt kommet tilbage.

En sygemelding allerede så tidligt i forløbet var dog ikke noget jeg var forberedt på men for, at passe på baby er det noget jeg er nødt til.

Både Tværfagligt smertecenter på Rigshospitalet, Familieambulatoriet på Rigshospitalet(Jordemoder, Læge, Socialrådgiver), Obestetrisk på Rigshospitalet og Urologisk på Frederiksberg holder øje med mig. Det er ikke noget af det sjoveste konstant at rende på hospitalet men ikke desto mindre så er det for, at holde mig i nogenlunde form og dermed give baby de bedst mulige vilkår, at starte livet på. Vi har talt meget om det muligvis bliver vores eneste barn netop pga. mit medicin.

Jeg savner studiet sindsygt meget og mangler faglige udfordringer(når jeg altså ikke sover eller kaster op). Glæder mig til at komme tilbage og færdiggøre BA’en, det er noget af en sejr i forhold til folks bange anelser da jeg startede studiet i 2011.

Alt i alt: jeg er taknemlig for at jeg skal have et barn med manden jeg elsker og som værdsætter mere end noget andet. Han har virkelig bevist hvad det vil sige at gå igennem “medgang og modgang” og vi er ikke engang gift.. hvertfald ikke endnu 😉 Ja livet kan være hårdt og brutalt men livet kan også være jordbær med flødeskum – vi er klar til at gå igennem det hele sammen! Vi går en hård tid imøde når vores lille vidunder og fighter bliver født men jeg véd det betaler sig at kæmpe.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar