Familie

Fødselsberetning

Min datter er snart 8 mdr gammel(tiden går dælme stærkt) og nu vil jeg fortælle historien om hvordan Marie kom til verdenen d. 7/11-15.

Tirsdag d. 2/11 møder Jesper og jeg inde på fødegangen for at få sat fødslen i gang.

På selve førstedagen for igangsættelsen, skete der ikke andet end at jeg fik udleveret fire piller og instruktioner til hvornår disse piller skulle tages. Forstil jer synet af Jesper og jeg med 2 kufferter, tasker, poser osv. Jordemoderen kiggede noget da vi ankom og vi kiggede med endnu større øjne da vi fandt ud af, at jeg skulle hjem igen lige efter 😉

Vi startede ud med en “modnings dag” – dvs. den første pille skulle blot modne min livmoderhals, og derfor skulle jeg kun tage en pille den første dag. Den næste dag, skulle jeg tage en pille med et X antal timers intervaller. Havde jeg ikke veer, skulle jeg til tjek om aftenen.

Efter tjek om aftenen d. 3/11 får jeg endnu tre piller med hjem. Marie ligger inde i maven og har det så fint og hun var slet ikke påvirket. Jeg derimod havde lidt ondt i maven og plukveer, men ikke noget særligt ift. de smerter jeg plejer at have.

D. 4/11 møder vi igen på fødemodtagelsen efter jeg har taget pillerne og der endnu ikke er sket en dyt. Sygeplejersken sender mig hjem med endnu tre piller som jeg skulle tage torsdag d. 5/11.

Torsdag møder vi ind om aftenen på fødemodtagelsen, der er stadig ikke sket noget. Jeg taler med jordemoderen og fortæller hende om den murren i mit underliv, som var blevet ret kraftig. Jeg spurgte hende om hun ikke lige ville mærke om jeg havde åbnet mig. Jordemoderen fortalte hvis jeg havde åbnet mig, ville jeg vise tegn på smerte og det gjorde jeg ikke som sådan(hun skulle bare vide). Da jeg ikke havde åbnet mig var de nødt til at gribe til lidt mere drastiske midler. Da de kunne ikke tage vandet før jeg hvertfald havde åbnet mig 1-2 cm, var de nødt til at indsætte et ballonkateter. Inden jeg ligger mig ned på briksen for at få sat ballonkateteret op, spørger jeg en sidste gang, om de ikke ville tjekke om jeg havde åbnet mig. Jeg bliver igen fortalt at jeg ville vise større smerter hvis jeg havde åbnet mig og det gjorde jeg ikke.

Selve proceduren er ikke noget jeg husker som noget godt. Mine år i kørestol havde gjort at min livmoderhals lå meget langt inde og derfor måtte de bruge lidt større “redskaber” for at komme ind til livmoderen for at sætte kateteret fast. Det lykkedes imidlertid ikke lægen, at sætte kateteret op. Efter utallige forsøg, kalder de på en overlæge, for at få hjælp til proceduren. Jeg ligger på dette tidspunkt og græder højlydt og Jesper står ved mit hovede og siger konstant “lille Marie er det hele værd” og “det er snart slut min skat”. Det lykkedes ikke, at få sat ballonkateteret op. Overlægen tager redskaberne ud og mærker efter på min livmoderhals. Hun spørger en sygeplejerske om hun lige kunne gå ud og få en tilladelse til at fortsætte. Derefter får jeg beskeden om, at jeg er åben 1-2 cm og de derfor godt kunne tage vandet.

Sygeplejersken kommer ind og fortæller at de ikke kan få lov til at tage vandet. Sagen var jo den at fødslen af Marie var af en lidt mere kompliceret slags, derfor skulle der være en jordemoder ved mig hele tiden, og de havde travlt. Jeg havde ikke sovet meget og selve opsættelsen af ballonkateteret var foretaget kl. 22-23 og jeg var derfor meget træt. Jeg fik noget at sove på og den nat sov jeg virkelig igennem. Inden vi forlod fødemodtagelsen fortæller jordemoderen mig, at min smertetærskel må være utrolig høj, de fleste kvinder havde for længst givet op, det var alligevel utroligt jeg kunne blive ved i en time. Noget godt kom der da ud af at være smertepatient 😉

Næste dag møder jeg kl. 10.00 for at få taget vandet. Der er endda tid til jokes omkring vi får en lille mini-Jesper ud med briller og tekniske einstein spørgsmål. Inden jeg får taget vandet slukker jeg for min stimulator og derved begynder CRPS-smerterne også at røre en del på sig.

Efter jeg havde fået taget vandet, får vi lidt mad i cafeen og Jesper joker videre. Når min mand bliver nervøs så joker han, og han stopper ikke igen. Det er en af de ting som jeg elsker ved ham. På et tidspunkt griner jeg så meget at der kommer en del blod og fostervand ned i bleen, Jesper kigger på mit ansigtsudtryk som ser meget særpræget ud. Da jeg fortæller ham jeg var sikker på, at hele Julsøen lå nede i min ble og vi griner lidt igen. Til sidst kan jeg ikke rigtigt holde til at sidde der mere og vi går op på fødemodtagelsen hvorefter vi bliver henvist til fødegangen. Der går lidt tid inden jordemoderen kommer og i den tid har jeg en del mavesmerter.

Jeg har nu åbnet mig 2 cm og kan ind imellem godt mærke lidt veer men ikke synderligt meget.

De får mig over på fødelejet og jeg får lagt et drop, jeg fortæller dem velvidende om tingenes gang på et sygehus hvilken arm de skal bruge og de griner af da jeg fortæller dem at jeg nok skal have en str. blå i sygehus tøj.

Som timerne går og des mere de forhøjer dosen af droppet hvor medicinen der skulle få min krop i fødsel var, bliver veerne kraftigere. Det jeg nok ikke havde set komme var intensiteten af mine CRPS-smerter også tog til i kraft af at jeg skulle slukke den stimulator jeg har indopereret i ryggen.

Normalt anbefales det, at gå rundt for at sætte skub i tingene men det var slet ikke muligt for mig, og derfor så lå jeg ned under hele forløbet.

Jesper fyrer flere og flere jokes af, især da jordemoderen og jordemoderpraktikanten kom. Jeg husker at sidde ude på WC’et med kraftige veer, jeg kan ikke rejse mig eller kalde på nogen. Udenfor WC’et hører jeg et latterbrøl, jojo.. det er såmænd min mand – ingen tvivl der.

Han når også at tage et selfie, hvor jeg ligger og har veer hi hi.. Under hele forløbet er der konstant en jordemoder hos mig, de går ingen steder med mindre de lige skal på WC eller andet, de er højst væk 10 min.

Da klokken slår 22 er jeg 3 cm åben og har ve-storm pga. droppet som sætter mine veer i gang. Jordemoderen fortæller hun gerne så mine veer var mindre hyppige og mindre kraftige, så jeg kunne åbne mig stille og roligt. Jeg ligger og spræller på fødelejet, og vender og drejer mig, jeg er gået ind i en hel anden verden og hvad der sker derfra er tåget. De fleste tidspunkter husker jeg udelukkende fra billederne fra fødslen. Jeg havde fået tilladelse til en epiduralblokade, men først når det var yderst nødvendigt.

Anæstesilægen ser at jeg har det rigtigt skidt. Jeg har prøvet at få taget et par rygmarvsprøver i min tid i det neurologiske regi og derfor vidste jeg godt hvad der skulle ske. Epiduralblokaden bliver lagt, men jeg har stadig smerter, det er dog et andet sted. De prøver at lindre det med nogle bistik som hjalp lidt og lagde noget lokalbedøvelse det andet sted hvor der var smerter. Det hjalp og jordemoderen kom derefter med noget saftevand og Mariekiks samt rosiner til mig. Det eneste jeg på dette tidspunkt kan have er ISKOLD æblejuice, så det kommer hun med og jeg drikker det lystigt i mig. Jeg er meget tør i halsen. Desværre begynder jeg at svede og ryste meget, hele kroppen dirrer på mig og jeg kan ikke styre mine bevægelser. Jeg prøver at styre rystelserne så godt som jeg kan, og jeg får en del hovedpine af spændingerne som rystelserne giver. Jordemoderen tager min temperatur som siger nogle og niogtredive grader.

Efter epiduralblokaden får jeg lidt ro. Jeg er stadig kun 3 cm åben og vi ved det bliver en lang nat. Jesper skubber fødelejet sammen med en sygehusseng, så han kan ligge og holde mig i hånden.

Det bliver ikke lang tid vi får og allerede en halv time efter, taler jeg med jordemoderen igen, hun ser på skærmen og vil have en læge forbi mig. Da han havde set mig, fortæller han at jeg skal have et akut kejsersnit. Jesper får smidt noget grønt sterilt tøj i hovedet og bliver vækket af at jeg råber til ham at han skal vågne. Da Jesper vågner får jeg kort formuleret, at det altså er nu, for jeg skal have et kejsersnit, lillepigens puls var svag.

Jesper er noget omtumlet men får taget tøjet på.  Derefter bliver jeg kørt direkte på operationsbordet som ligger på samme gang som fødegangen(praktisk). Det eneste jeg tænker på, på daværende tidspunkt er, at jeg er skide tørstig og at jeg godt kunne have mere af den æblejuice hi hi..

15 min efter jeg er kommet på OP, kommer vores lille pige til verdenen. Jesper og jeg græder og græder. Jeg ser hende et kort øjeblik da Jesper tager hende over og viser mig hende, og så kysser Jesper mig farvel og tager videre på neonatal med vores lille datter.

Jeg ligger halvanden time på operationsbordet og kommer derefter på opvågning. Da de syer mig sammen igen er det eneste jeg kan tænke på er en iskold sodavands-is og en iskold cola 😀 haha.. jeg er simpelthen så tørstig!!

Jeg ligger på opvågning i et stykke tid og prøver på at få sovet, jeg var meget træt. Det eneste jeg kunne tænke på, var min lillepige som ligger på neonatal og hvordan hun havde det.

Jeg prøver ihærdigt at forklare damen på opvågning, at jeg i princippet godt kan klare mig uden at mærke mine ben. Hun forklaret at mit blodtryk er for højt og at epiduralblokaden først skulle fortage sig. Jeg får endelig lukket øjnene kort, jeg er så træt at jeg under søvnen får efterveer men jeg sover videre. Jeg bruger også tiden på at ringe til venner og familie, for at sige alt er gået godt.

Derefter bruger jeg enoormt lang tid på at forklare sygeplejersken på opvågning, at epiduralblokaden bare kunne fortage sig et andet sted på sygehuset og at det altså ikke var nødvendigt at jeg lå på opvågning, jeg mener.. jeg var jo vågen?! 😉

Efter to timer på opvågningen får jeg endelig grønt lys til at komme over på neonatal og se min datter. Bedøvelsen havde ikke helt fortaget sig meen det var meget lidt.

Jeg blev kørt i seng op til neonatal hvor min datter og Jesper var. Desværre kunne de ikke få sengen med ind på stuen, der var ikke nok plads. Jeg forklarer dem hele historien med kørestolen en gang til. Jesper henter min kørestol og jeg kommer over i stolen. Det var lidt af en sej omgang, man må jo ikke bruge mavemusklerne(det kunne de godt have fortalt mig), det gjorde lidt nas da jeg så brugte mavemusklerne, men det var det hele værd.

To stive timer efter operationen får jeg lov til at se min datter. Hun er så smuk, så lille, så fuldkommen perfekt <3 Vores lille mirakel <3

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar