Familie

De første fem uger af Maries liv

Dette indlæg vil jeg gerne dedikere til min farfar som desværre døde under vores ophold på hospitalet.  

Der findes ikke noget større i denne verden end at blive mor. Og endelig var hun her, vores datter. Jeg husker så tydeligt, da jeg lagde hende til brystet første gang, hun var så lille og så fin. Det var så ubeskriveligt stort, hun var her hos os og hun var den dejligste lille skabning. Rigshospitalets neurologiske neonatal afdeling led af overbelægning, og derfor var vi indlagt på hjerteafdelingen på Neonatal i stedet for den neurologiske hvor vi hørte til (neonatal på Riget var inddelt i flere små afdelinger). 

Morgenen efter fødslen, gik det rigtigt fint fordi Marie viste ingen symptomer på abstinenser. Og allerde samme eftermiddag, fik vi lov til at komme ned på barselsgangen, hvor jeg var indlagt pga. kejsersnittet. Vi var lykkelige og jeg ringede til mine forældre og sagde til dem at de endda kunne få lov til at holde Marie og at vi nok kun skulle være på Riget i en uge. Al overvågnings udstyr var taget af Marie og hun lignede en helt normal lille baby. Vi fik masser af besøg den og vi nød at vise vores datter frem til vores nærmeste. Efter et lille besøg fra min veninde ender lykken dog brat. Marie var begyndt at spænde en del, flexe i ryggen, nyse, have rindende øjne osv. Jeg er bekymret og derfor tager vi tilbage på neonatal hvor hun får al overvågning på igen. Hun sover meget den eftermiddag/aften. Efter nat-amningen aftaler Jesper og jeg, at han bliver ved Marie i nat, så jeg kunne komme ned på barselsgangen, og få mit drop samt en god nats søvn. Jeg tænker ikke videre over at vi er tilbage på Neonatal og at Marie om eftermiddagen havde det lidt skidt.  

Næste morgen vågner Jesper mig blidt. Han ser ikke videre frisk ud og forklarer Marie har haft en hård nat og hun er startet på opiumsdråber. De næste nætter bliver ikke lut og lagkage, Marie er meget påvirket og enten så sover hun meget tungt ellers så skriger hun højt og skingert. Vi lå på tomandsstue og Marie var meget påvirket af både lys og gråd fra hendes medpatient.  

Da vi havde været indlagt på Riget i tre dage, får vi at vide at vi skal overflyttes. Vi er ikke vilde med ideen, overhovedet! Men set i bakspejlet er jeg virkelig glad for at det skete. 

Det første der sker da vi ankommer på Hvidovre, er at vi bliver indlogeret på en stue hvor vi skal i karantæne indtil vi er clearet for MRSA, så der er vi 2 dage inden at vi får svar på vores blodprøver og er clearet. Efter de to dage begynder vi at komme ind i rutinerne på afdelingen. Marie er meget dopet af opiumen og sov meget. Hun havde brug for meget hvile og fred, mindst mulig berøring fra andre, ingen lyd og lys. Vi lå på enestue, gardinerne var trukket for konstant og det der skete udenfor hospitalet var for en stund ikke-eksisterende. Vi så ikke TV men kunne om aftenen nogle gange sidde og se lidt serie på computeren. Marie blev ofte vækket af alarmerne på det overvågningsystem, hun var tilkoblet. Det krævede masser af tålmodighed og jeg må indrømme at til tider havde trangen, til at kaste maskinerne ud af vinduet. Det var ofte vi kun havde 30 min frihed inden alarmerne gik i gang igen og derved vågnede Marie. Der kunne gå lang tid inden hun stoppede med sin gråd og andre gange skulle hun bare have sin sut. 

Hver tredje time i døgnets 24 timer, blev Marie “scoret” og nej her tænker jeg hverken på dating eller fodbold. Scoring omhandlede et skema, hvor der var diverse symptomer på abstinenser. Hver punkt omhandlede et træk som kunne tyde på abstinenser, disse punkter havde et bestemt tal, eks. kunne vandlig afføring give 3 point og nysen gik 2 point. Til sidst blev tallene lagt sammen, nåede vi over tallet 7, 3 gange i døgnet skulle Marie ikke trappes ned i opium den dag. Disse scoringer blev foretaget hver trejde time i døgnets 24 timer. 

Hele rutinen så sådan ud: 

  1. Scores
  2. Marie får medicin. 
  3. Pusles. Konsistens af afføring og/eller tis skrives ned i skema
  4. Temperatur tages
  5. Nøgenvægt
  6. Ammes
  7. Vejes igen
  8. Sondes op
  9. Nanna pumper ud
  10. Udpumpet mælk ned i mælkekøkken

Resultaterne på scoringen blev skrevet ned i et skema. Dette skema brugte vi hver eneste gang Marie skulle pusles. 

Vi havde ikke meget tid og meget af tiden når Marie endelig sov, lå jeg også og sov. Reglen på afdelingen var også når baby sover så sover mor også men det gjorde far nu også 😉  

Da Marie er 13 dage gammel skal Jesper til at starte på arbejde igen. Jeg var enormt nervøs og bange for om jeg reelt var i stand til, at passe Marie med sonde, vægt osv. selv. Især fordi mine smerter var på deres højeste fordi jeg af naturlige årsager brugte min krop meget. Aftenen inden Jesper starter på arbejde taler jeg med vores kontaktsygeplejerske om det. Hun slår i bordet og fortæller hvor imponeret hun havde været over mig. Hun var slet ikke i tvivl at jeg nok skulle klare at være selv med Marie og de hjalp hellere end gerne til med sonde osv. 

Og hun havde ret, for jeg falder forholdsvis hurtigt ind i rutinerne og selvom smerterne er slemme så formår jeg at abstrahere fra dem. Jeg må blankt indrømme at sygeplejerskens ord, var lige hvad jeg havde brug for at høre.

Kort efter Jesper starter på arbejde, sker der også det at min farfar går bort. Det var et hårdt slag og enormt bittersødt at stå med et lille nyfødt væsen, som lige havde startet sit liv og samtidig vide min farfars liv var sluttet. Jeg holder mig stærk for min datters skyld under forløbet, og det er først efter vi kom hjem, at det pludselig slår mig at han faktisk ikke er der længere. Han var min helt og han vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte. 

 

Da Marie er 3 uger gammel bliver vi flyttet over på børneafdelingen. Sygeplejerskerne og lægerne gjorde meget ud af, at det var noget vi skulle fejre fordi Marie nu var stabil nok til at få mindre intensiv pleje. Vi får igen enestue og Jesper får lov til at sove der så han kunne være der til at hjælpe med de praktiske ting om natten. På børneafdelingen havde vi samme rutine som på neonatal, på nær at de scorede Marie efter hun blev ammet. 

Da Marie er 4 uger gammel, begynder vi at se fremskridt hos hende. Maries nedtrapning er stabil og hun scorer lave point. Endelig kan vi begynde at tælle, hvor lang tid vi har tilbage på afdelingen. 

Jeg havde ventet at Jespers og mit parforhold ville blive sat på prøve under indlæggelsen, det var trange kår og der blev krævet det yderste af os begge to. Men i stedet endte vi med at blive tættere i stedet. 

Desværre steg min mælkeproduktion ikke og til sidst endte vi med at supplere amningen med flaske. Jeg elskede at amme og elskede kontakten og nærheden med min datter men fordi Marie var så skrøbelig så havde hun ikke kræfter til at få nok mælk hos mig som ofte så faldt hun i søvn af udmattelse. 

Da vi har været på afdelingen i lidt under 5 uger, er Marie totalt udtrappet af opiumsdråberne. Det var en angstprovokernede dag da sygeplejersken, giver hende det sidste skud opium, chancen for hun ville få abstinenser var eksisterende og ganske reel. Netop pga. chancen for abstinenser, bliver vi på afdelingen yderligere 3 dage for at se om Marie har abstinenser. Heldigvis lå hendes scoringer mellem 1 og 0 og dermed var det hele slut. 

Det var både angstprovokerende og glædeligt da jeg puttede min datter i autostolen. Nu var det kun os og hvis der skete noget så havde vi hverken læger eller sygeplejersker som kunne rådgive os så det var med is i maven, at vi forlod Hvidovre en december eftermiddag 2015. Det er først da Marie er fri for opiumsdråberne, at vi begynder at lære vores barn rigtigt at kende for den svage baby, som vi så gå igennem grufulde ting, lignede slet ikke det glade og levende væsen som vores datter blev da vi kom hjem.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar