Børn, Familie

Marie 2 år

D. 7/11 var det to år siden, at vores datter Marie kom til verdenen. Både graviditet og hendes ankomst til verdenen, var lidt mere omstændigt end gennemsnittets – og ligeledes tiden efter hendes fødsel var turbulent. Til jer nye læsere, kan jeg fortælle at Marie er født med abstinenser pga. det smertestillende medicin som jeg tog under graviditeten.  Så kunne man jo tro at jeg bare kunne lade være med at tage det smertestillende medicin, i så fald ville jeg abortere da fosteret ville blive for stresset pga. mine smerter.. I kan læse mere om hendes ankomst til verdenen her og her.

Vores hjem på Hvidovre Hospital de første 3 uger.

 

Marie skulle skærmes og ligeledes måtte hun kun have begrænset kontakt med familien det første års tid. Hun startede i dagpleje efter lægernes råd da hun var 17 mdr gammel. En af de positive ting der kom ud af, at hun ikke kunne have kontakt med andre, gjorde  at jeg udviklede et utroligt stærkt bånd til min datter.

 

Marie bliver stærkere og stærkere og lige nu er vi inde i en god periode. Hendes dagplejemor er super skøn og har en del viden omkring børn med udfordringer som ligner Maries, så det har vi nydt godt af. Hun trives og er fysisk også ved at komme godt efter det. Hun kan endnu ikke løbe men går stabilt og kan også godt gå i et rask tempo. Hun sanser og udforsker verdenen omkring sig og det er så dejligt at se. Hun er stadigvæk udfordret i større forsamlinger og derfor må vi nogle gange tage tidligt hjem.

Hun er kommet i selvstændighedsfasen(tidl. kaldet trodsealderen) og det hilser vi velkommen. Ja det er da pisse træls at hun siger nej til alt og skal prøve grænser af men for pokker, det betyder jo at hun udvikler sig og at hun har overskud til at tage disse kampe. Før i tiden havde hun ikke overskuddet og sagde derfor heller ikke fra hvis der var noget der overskred hendes grænser.

Hun elsker at synge især med fagter, og hun er faktisk rigtigt god til det, så vi synger meget herhjemme, lige pt. er favoritten “hjulene på bussen”. Marie elsker også at lege udenfor i naturen og på legepladsen så vi bruger også legepladsen som vi har i vores lejlighedskompleks.
Hun snakker som et vandfald og selvom meget af det ikke er forståeligt, kan jeg som regel godt forstå hvad hun mener.

Hvis Marie selv kunne få lov til at bestemme hvad weekenden skulle gå med, skulle det være at se Paw Patrol på TV og spise pølser, lasagne eller rosiner. Hjemme hos os kører TV’et kun engang i mellem og ikke hele tiden. Det kan umuligt være sundt for et barn at se TV konstant men der er selvfølgelig dage hvor hun eks. er syg eller hvor jeg har for mange smerter, hvor TV’et er mere tændt, bare det ikke sker for tit, er det også ok.

Maries fødselsdag blev fejret på selve dagen, hvor hun blev vækket med flag, morgensang, gaver og derefter morgenmad. Efter hendes lur i dagplejen, kom jeg forbi dem i dagplejen. Jeg havde forberedt et frugtmonster så da jeg kom ned i dagplejen, gav jeg mig i kast med at stege bananpandekager til dem – det faldt heldigvis i god jord.

Da det blev weekend inviterede vi de nærmeste til fødselsdag. Jesper har en stor familie med 4 bonussøstre og en bror, så vi var 22 mennesker. Vi fik kagemand, boller og så havde jeg også lavet et par frugtspyd. Hun klarede det til UG at have så mange mennesker på besøg, og selvom hun dagene efter havde nogle efterreaktioner, har det slet ikke været så slemt som det ellers har været før i tiden.

Det er nu to år siden, vi blev forældre. At være forældre er den vildeste rejse man kan begive sig ud på og jeg er glad for, at jeg valgte at tage rejsen sammen med min bedste ven og elsker.

Hver dag elsker jeg hende højere og hver dag finder jeg ud af, hvor meget jeg er i stand til at klare pga. min kærlighed til hende. Der er selvfølgelig de hårde dage, hvor man mest af alt har brug for at være alene på wc’et, spise slik dagen lang og bare stene foran fjerneren. Men der går ikke lang tid før jeg finder ud af hvor heldig jeg er, at hun er i mit liv og hvordan livet før hendes eksistens bare virker så meningsløst.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar