Børn, Læreruddannelsen, Tilbageblik på året der er gået

Året 2017

 

Hej bloggen.

Når jeg ser diverse opslag på de sociale medier om folk som fortæller om hvordan deres år har været, bliver jeg lidt “Rasmus-modsat”, jeg er ikke så god til det der med at gøre som alle andre haha.. Alligevel har mit år 2017, været et år som jeg gerne vil knytte nogle ord til. Inden jeg gør det, vil jeg gerne understrege at disse opslag ikke har til mål for at få medlidenhed. Målet for min blog har generelt været en terapi for mig selv og dels fordi jeg håber, jeg kan sætte nogle refleksioner i gang hos mine læsere.

Både januar, februar og marts, gik jeg hjemme for at passe M. Lægerne vurderede på daværende tidspunkt, at det ikke var forsvarligt at lade M passes af andre end os forældre og da Jesper tjener pengene hovedparten af husstandsindkomsten, måtte jeg derfor udskyde studiestart til efter sommerferien.

I marts startede vi ud med indkøring af M i dagpleje. Vi havde fundet en sød dagplejer i Grejsdalen som havde plads til en dobbeltplads som M var/er visiteret til. På daværende tidspunkt havde Marie efterreaktioner 5-6 gange ugentligt.
Efterreaktioner er et begreb som dækker over mange ting. I Maries tilfælde er hendes efterreaktioner karakteriseret ved et skingert  skrig, flexer i ryggen, musklerne spænder godt op og derudover kan vi ikke komme i kontakt med hende. Hun vil ikke krammes men vil heller ikke have vi går fra hende. Det er aldrig sjovt at se når ens barn lider dog giver det os en mulighed for at revurdere hvad vi kan gøre anderledes i dagligdagen. Hendes eftereaktioner kommer af når hun har oplevet for mange stimuli og det kan nervesystemet simpelthen ikke kapere. I Maries tilfælde varer hendes efterreaktion 1 time til halvanden på daværende tidspunkt(det er blevet bedre)

I midten af april, havde vi vores første store sejr med M, hun blev nemlig passet i dagplejen fra 8.00-15.00 – det var det vildeste at hun havde sovet begge lure i dagplejen og hun var glad og godt tilpas da vi hentede hende. Desværre varede lykken kort og efter to dage, faldt hendes dagplejemor og brækkede hendes ben. Da Marie endnu ikke var stabil nok, til at kunne klare at komme i gæstedagpleje, måtte vi simpelthen flytte dagplejemor. Problemet var bare, at Vejle kommune ingen dobbeltplads havde til M. Jeg var ked af da jeg fandt ud af at vi skulle starte forfra med indkøring i dagpleje, da Maries indkøring hos hendes første dagplejemor tog 6 uger. Men skæbnen ville det anderledes og der var jo ikke så meget at gøre. Tre uger efter fik vi beskeden om at der var en plads til M i Vindinge, hos en dygtig dagplejemor som havde en del erfaring med børn som har samme udfordringer som M.

I april var jeg udslidt, træt og havde virkelig brug for hvile, dels pga. mine nervesmerter og dels fordi børn som Marie kan være en ekstra stor mundfuld(ikke dermed sagt at børn uden udfordringer ikke kan være en stor mundfuld).
Vi havde en del aftaler hos vores læge i familieambulatoriet i Kolding og derudover fulgtes hun af en småbørnskonsulent og ergoterapeut som også kom ofte i hjemmet for at vejlede os ift. at takle hendes udfordringer. Der var drøn på i den periode, da de simpleste ting kunne være en udfordring for Marie.
I april blev Marie også passet for første gang. Det var bedstemor og bedstefar som kom og passede hende mens forældrene spiste fin middag på Remuladen. Det var så skønt at være afsted. Ikke nok med maden var fantastisk, så var det så dejligt at være på tomandshånd også selvom der ikke gik længe, før jeg begyndte at tænke på Marie igen.

I sommeren tog vi til Manchester og selvom ferien var god, var både turen derhen og hjemturen et værre ragnarok. Marie endte med at have en efterreaktion i lufthavnen i Hamborg og i lufthavnen i Manchester på vej retur. Dertil sagt, var vi glade for at vi gjorde det fordi vi fik set vores venner som bor derovre og det var et glædeligt gensyn. Derudover besøgte vi også Legoland og Jesper og jeg, tog på Grøn Koncert i Kolding, begge ting var gode oplevelser.

Medio august genoptog jeg lærerstudiet på UCL Jelling. Jeg havde virkelig set frem til det og havde glædet mig som et lille barn, til at starte igen. Jeg er stadigvæk glad for at gå der og nyder godt af at seminariet er så lille,  alle kender alle og derfor møder man ofte en bekendt på gangen, kantinen eller i halen, det føltes hjemligt og rart at være der. Og der har ingen problemer været med kørestolen, det har altså også været virkelig rart.

I oktober var vi til bryllup hos en af mine nære veninder, jeg har kendt hende siden 6 klasse, så vi har kendt hinanden i mange år. Da vi var små talte vi om fremtiden og hvad vi drømte om og det var dejligt at se hende få hendes livs kærlighed og generelt bare være lykkelig.

En dag i november ringede jeg Jesper hjem fra arbejde, jeg troede vitterligt jeg var ved at få et hjerteanfald.. Mit hjerte hamrede derudaf, jeg var koldtsvedende, jeg rystede og mine fingre var iskolde. Min læge kunne hurtigt slå fast at det ikke var hjertet den var gal med, men at det var mentaliteten. Jeg havde simpelthen fået et panik-angstanfald. Siden det anfald har jeg haft to anfald af denne kaliber. Alt det vi har været igennem med Marie og min fortid, gjorde at psyken simpelthen slog klik. Jeg startede i behandling i december hos en psykolog, hende går jeg stadig ved. Der er en del at arbejde med siger min psykolog og det er ikke lige noget som man bliver helbredt for de første par måneder. Der er mange ting som ligger mange år tilbage som også skal arbejdes med, ting jeg endnu ikke har fået bearbejdet og som jeg har gået og gemt på, det er hårdt at tage frem men det skal nok blive godt igen. Min læge har vist sig som en utrolig god støtte og han følger mig også tæt så det er rart.

Generelt har vores datter fået det bedre og dette kunne tydeligt ses både i september, november og december. Hun er simpelthen blevet så god, at hun også er med i legestue og hun nyder det. Hun kan gå og selvom hun sprogligt er bagud, så snakker hun som et vandfald. Jeg er så umådelig stolt af hende, ikke nok med at hun er verdens dejligste pige så er hun vores pige. En pige som er skabt af Jespers og min kærlighed til hinanden.

December var vi til juleafslutning i M’s legestue, hun hyggede sig også selvom der var mange mennesker. Selvom vi måtte tage hjem relativt tidligt så var det en god oplevelse for både os forældre og M. Derudover holdte vi jul hos mine forældre og nytår holdte vi hjemme i Vejle.

Mit år 2017 bærer præg af forskellige nøgleord såsom forældreskab, angst og studiestart. Al den stress med Marie og pasningen af hende når man samtidig er smertepatient, har været hård. Men at se hvor godt hun klarer sig nu i dagplejen og at jeg kan få mine hvil og er startet på studiet, gør at tingene er vendt. Derudover er jeg også begyndt at tage hensyn til mig selv, det handler især ift. til mine smerter, det er stadig en svær balance men jeg gør mit bedste.

Det har ikke været det fedeste år, det må jeg blankt erkende men det har heller ikke været det værste år. Det har været en blandet landhandel af forskellige ting som sker her i livet. Jeg har taget tingene op til revurdering og sammen med min psykolog, er jeg sikker på at jeg nok skal få det bedre. År 2018 håber jeg på bliver bedre, det er jo sådan med livet, at selvom man som jeg, planlægger livet nøje, så sker der ting som gør at det hele kan vende på en tallerken, og gudskelov for det, det er nemlig der vi udvikler os som mennesker.

Håber I alle har fået en god start på det nye år.

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar